STANDUP: Anders Fjelsted, Asmus Brandt & Sanne Søndergaard


Tirsdag d. 6. november, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Som sædvanlig ligger standup-up forestillingerne så langt ude i fremtiden, at vi ikke har nogen som helst detaljer, ud over navnene på hovedpersonerne. Men både Asmus Brandt og Anders Fjelsted er gamle kendinge fra tidligere forstillinger på Industrien.

Anders Fjelsted er en positiv, charmerende og naturlig fyr. Han kan vinde ethvert publikums hjerte med sin dygtige og varierede brug af ironi og sarkasme. Et show med Anders er altid aktuelt. Han skyder på sig selv og alle andre med udgangspunkt i oplevelser, observationer og ting, som undrer og irriterer ham. Inspirationen finder Anders i sit eget liv, men ofte også hos vennerne - til deres store fortrydelse.

Asmus Brandt er et stort talent på den danske stand up scene. Hans, med vilje meget underspillede stil, river selv den mest hårdnakkede publikummer med i et virvar af små skarpe punchlines, og aparte opbyggede jokes. Kan du ikke se hvad din kæreste gør der irriterer dig, skal Asmus nok få dine øjne op. Hans show er dog ikke kun baseret på irritationsmomenter, men også hans eget forkvaklede livssyn.. Mange andre ting bliver der ligeledes taget fat i. Publikum skal ikke føle sig for sikre, for Asmuses materiale er ikke noget man før har hørt.

Sanne Søndergaard er en af de nye fremadstormende, kvindelige talenter. Hendes charmerende og selvironiske stil vinder hurtigt ethvert publikum uanset alder og køn. Hun joker med dagligdagens små og store begivenheder – ikke mindst hendes eget kaotiske liv, hvor det altid lykkes for mænd og modelkvinder at skabe forvirring.


Sara Grabow


Fredag d. 26. Oktober, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Når man hører Sara Grabow synge, er det som om en helt ny frydefuld verden åbner sig. Hendes stemme er så sanselig og intens og rummer en ganske særlig passioneret glød, der på rekordtid hvirvler dig ind i et unikt univers. 27-årige Sara er helt igennem sin egen og er altid gået sine egne veje. Det, som har bestemt Saras musikalske retning, er hendes mission om at finde præcis dét musikalske ståsted, hvor hjertet naturligt hopper af glæde, og hvor kreativiteten og livet lige nu bobler. 'For mig handler det om at turde tage springet, leve i nuet, udforske og forfølge mine drømme', fortæller Sara. Og det er akkurat, hvad hun gør på sin første CD, Blueberries

Carl Nielsen Strygeorkester


Lørdag d. 20. Oktober, 2007 Kl: 19:30

Hjemmeside.

Carl Nielsen Masterclass har igen i år fornøjelsen at præsentere det populære Carl Nielsen Strygeorkester, som opfører en forrygende koncert på Industrien lørdag den 20. oktober kl. 19.30.

Carl Nielsen Strygeorkester består i år af 45 unge talentfulde strygere i alderen 14-20 år, som i hele efterårsferien har øvet et sprudlende koncertprogram. De unge stræbsomme musikere kommer i år fra hele Danmark, Norge, Færøerne, Estland, Tyskland, Holland, England samt Kina.

Koncertprogram

Der spilles følgende klassiske værker:
· Mozart: Eine kleine Nachtmusik
· Carl Nielsen: Bøhmisk-Dansk Folketone
· John Frandsen: Playtime (premiere)
· Van Oosten: Concerto for kontrabas
· Chun: Månen spejlet i en brønd
· Tjaikovskij: Serenade for strygere

Dirigent: Jules van Hessen, Holland.
Solist: Mette Hanskov, Danmark

Varighed ca. 2 timer.

Der vil være mulighed for køb af forfriskning i pausen.

Billetterne kan købes på www.sydfynsbilletten.dk eller på Industrien, Bredgade 73-75, 5560 Aarup, tlf 64 43 23 43

Børn under 12 år er gratis.

Assens Harmoniorkester


Torsdag d. 11. Oktober, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

I 2007 er det 50 år siden, at Assens Harmoniorkester blev stiftet, og vi skal naturligvis fejre, at vi lokalt har en sådan institution.

Scenen bliver fyldt til det yderste. Orkestret er et amatørorkester, der tæller ca. 40 musikere i alderen fra 16 til 82 år!

I hele sin levetid har orkestret kun haft 5 dirigenter, hvilket tyder på en stor grad af indre harmoni.

Repertoiret spænder fra klassiske stykker til moderne rytmisk musik, men med hovedvægten lagt på den rytmiske del.


STANDUP: Brian Mørk & Karsten Green


Tirsdag d. 9. Oktober, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Som sædvanlig ligger standup-up forestillingerne så langt ude i fremtiden, at vi ikke har nogen som helst detaljer, ud over navnene på hovedpersonerne, og det holder ikke engang stik i dette tilfælde, hvor der arbejdes på at supplere med en virkelig godbid som erstatning for Geo, der har fået forfald.

Når Brian Mørk inviterer os inden for i sin verden, kan vi kun le af lettelse over, at det er Brian, der er vokset op dér og ikke os. Nogle vil påstå, at Brians barndom var dyster og sær - og de vil have ret. Brian blev ikke så meget født som løsladt efter 9 måneders isolation, og han fik at vide, at hvis han ikke opførte sig ordentligt, så røg han ind igen. Den slags sætter sine mærker. Brians Mørks evner er ikke gået verden forbi, og han har på rekordtid skabt sig et navn inden for comedy branchen.

Karsten Green er en komiker som umiddelbart virker rolig og tilbagelænet, men så snart han åbner munden opdager man hurtigt, at det slet ikke er tilfældet. Gennem sin drengede charme og sin fantastiske selvironi, er Karsten i stand til at slippe afsted med de mest utrolige ting.


Ester Brohus


Torsdag d. 4. Oktober, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

”Country musik er sundt for sjælen” siger Ester Brohus selv. Og hvis nogen skal vide det, må det være Ester Brohus.

Hun er blevet kaldt Danmarks country - dronning. Hun debuterede i 1992 med albummet ”The Perfect Way”. Derefter kom i 1994 ”The Letter” og siden er det blevet til adskillige udgivelser. Den foreløbigt sidste i rækken er ”The Perfect Way – Best Of”. Som titlen antyder, er det en opsamling.

Ester Brohus skriver selv sin musik og sine tekster som hun fremfører med sjæl og glød.

Hun har besøgt Industrien flere gange og man kan undre sig over at der er så meget stemme i det lille menneske. Hun har en trio med så det bliver nok en god oplevelse for os der elsker country musik. Og så kan der være mulighed for at danse line - dance foran scenen, hvis man er til det.

McCalmans


Fredag d. 28. september, 2007 Kl: 20:00

The McCalmans er en institution på den internationale folkescene. Gennem mere end 35 år har trioen turneret som ambassadører for den traditionelle, skotske folkemusik.

McCalmans gæstede Danmark første gang i 1966, og siden er både populariteten og stampublikummet med mottoet ”Intet år uden McCalmans” vokset for hvert eneste år.

The McCalmans leverer nemlig varen. De er musikalske som få og har som deres varemærke en sublim tre-stemmig harmonisang, der kan bære både med og uden instrumenter. Dertil mestrer de underholdningens svære kunst. Ian McCalmans introduktioner til numrene er lune og forrygende morsomme. Aktuelle begivenheder får ofte et ord med på vejen, fra tid til anden suppleret med et par danske gloser. McCalmans er sjove, seriøse, professionelle, talentfulde, underholdende og imponerende dygtige på én gang – hver gang.

STANDUP: Mick Øgendahl & Carsten Eskelund


Søndag d. 23. september, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Vi har i eftermiddag, søndag d. 23. september, fået meddelelse om, at Mick Øgendahl er blevet syg. Vi er derfor meget mod vores vilje nødt til at aflyse aftenens forestilling.

Der arbejdes på et erstatnings-show med Mick senere, men det er for tidligt at sige noget om, om det kan realiseres.

Købte billetter refunderes i bibliotekets åbningstid fra mandag d. 24. september eller ombyttes til oktober eller novembers standup-show

Billetter købt på billetlugen.dk refunderes via billetlugen.

Vi beklager situationen.




Som sædvanlig ligger standup-up forestillingerne så langt ude i fremtiden, at vi ikke har nogen som helst detaljer, ud over navnene på hovedpersonerne. Men det er også rigeligt, når vi i september kan tilbyde to af de allerstørste giganter på den danske stand-up scene.

Mick Øgendahl er en atypisk stand-up komiker. Hvor langt de fleste stand-up komikere udelukkende bruger det talte ord til at fremføre deres pointer, fortæller Mick Øgendahl med hele kroppen og hjertet. ”En moderne klovn”, har kollegaerne drillende kaldt ham. Men egentlig er sammenligningen ikke helt ved siden af. Mick Øgendahl er nemlig en symbiose af det talte og kroppens sprog.

Carsten Eskelund er yderst kreativ, når han optræder. Jokes – improviserede som planlagte – leveres med en uovertruffen selvsikkerhed og charme, når Carsten går på scenen Carsten har altid et stort arsenal af intelligente, usædvanlige og ikke mindst super grinagtige pointer med i sit velstrukturerede materiale. Det skal derfor understreges, at vil man undgå at blive en del af showet, skal man holde sig fra de forreste rækker.

Povl Dissing & Benny Andersen


Fredag d. 21. september, 2007 Kl: 20:00

Det poetiske partnerskab mellem Povl Dissing og Benny Andersen blev født med udgivelsen af ”Svantes Viser” i 1973. Det var starten på en af de mest folkekære konstellationer på den danske musikscene og et udødeligt repertoire af sange og viser.

Intensiteten i Dissings fortolkninger indrammer den underspillede humor og kærlige varme, der er så Benny Andersensk. I selskab med Dissing og Andersen bliver hverdagens virkelighed eventyrlig underfundig. Svante og Rosalina er de centrale figurer i dette poetiske partnerskabs univers. Figurer, der får farve og kant , når Benny Benny Andersens finurligt legende og poetiske sprog krydser Dissings ligefremme ærlighed.


Erik Grip - 60 års fødselsdags koncert


Fredag d. 7. september, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Erik Grip er en af Danmarks bedste og mest kendte trubadurer. Med sit særkende: Det dejlige velklingende guitarspil - og de gode iørefaldende meningsfyldte sange - er han en stemningsformidler, der formår at snige sig ind lytterens hjerte.

En koncert med Erik Grip er således en særlig intens og givende oplevelse.
Erik Grip har været på banen i snart mange år. Han plade debuterede i 1975 med ”med Lp’en Frank Jæger Viser”. Der efter gik det slag i slag med LP’er med titler som ”Blidt forsvinder natten” (1977), ”Måske har du det li´som jeg” (1979) m . fl. Frem til ”De levendes Land - N.F.S.Grundtvig” (1983). Ja, og udgivelserne er kommet i en lind strøm helt frem til i dag!

I alt har Erip Grip – igennem over 40 år - udgivet mere end 20 LP/ CD’er.
D. 1. juni 2007 har han i anledning af sin 60 års fødselsdag udgivet cd’en ”As happy as all the birds/ Glad som alle fuglene”. Så mon ikke at vi kommer til at høre nogle af sangene der fra, når han besøger os på Industrien.

Erik Grip er en kunstner, der ofte har forenet litteraturens gode lyriske tekster med gribende ørehængende selvkomponerede melodier. Han har således i tidens løb sat melodier til tekster af PH, N. F S. Grundtvig, Sigfred Pedersen, Morten Nielsen, Emil Aarestrup – og mange flere. Lige som han også har haft et nært samarbejde med Jan Toftlund og Peter Abrahamsen.

Gennem årene har hans publikum glædet sig over sange som: ”Rose”, ”Velkommen i den grønne Lund”, ”Små Hjul” og ”Åbent Landskab”. Listen af yndlingssange er rigtig lang.

Det er en livserfaren mand – still going strong - med glimt i øjet, noget på hjerte og indsmigrende melodier, som publikum får lejlighed til møde i tæt samspil med Henrik Gunde på Industrien i dette efterår. Der venter noget godt!.

Johnny Silvo


Fredag d. 31. august, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Johnny Silvo tilhører uden tvivl toppen af internationale allround artister på Folkscenen; og det er også fristende, at kalde ham en af de fineste overhovedet inden for Britisk underholdning i dag. Det er svært at forestille sig en artist med en mere imponerende stemme, med superb volumen, tone og klarhed; det er en stemme du aldrig vil komme til at glemme! I tillæg er han en fremragende guitarist med sin helt egen spillestil, og ovenpå det hele krydrer han fremføringerne med sine anekdoter og småsnak.

Lidt til højre på scenen, iført løstsiddende tøj og de altid tilstedeværende røde gummisko, spillende på akustisk guitar, elguitar eller banjo og med en tændt cigaret hængende fra læberne - du har for dig Hans Graasvold, norsk spillemand par exelence. Han tilhører de musikere som har spillet "overalt med alle", lige fra de små brune cafeer til de store festivalscener.

Sammen og hver for sig har de været uundværlige på mange Skagen- og Strib-festivaller, hvor den bund-sympatiske Silvo har vundet sig et stort og trofast publikum.

I Skagen 2005 tog Silvo over for et sidste øjebliks-afbud med få timers varsel og leverede en af de helt elektriske stjernestunder, en koncert, der siden af de fleste betegnes som hele festivalens højdepunkt uden sidestykke. Noget lignende skete til dette års Strib-festival, hvor Silvo spillede til natbal. Han evner at tage publikum med helt derud...

STANDUP: Mads Keiser, Ron Vaudry & Christian Fuhlendorf


Tirsdag d. 14. august, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

En aften med Mads Keiser giver både noget at tænke over og meget at grine af. Mads henter lige gerne sin inspiration hos Darwin og Freud som i hverdagens glade vanvid, og han boltrer sig ekstatisk i emner som: Kunsten at være et shampoo-offer, kønshormoner og nødløgne, urimelige kælekrav og dumhedens endelige sejr. Mads er grænsesøgende, skarp og sjov.

Ron Vaudry kommer fra England. Ron er det reflekterende menneskes komiker, intelligent og morsom og sardonisk. I et hæsblæsende tempo guider han publikum gennem en masse latterfremkaldende og alligevel tankevækkende politiske og sociale observationer. Som kynisk, vred og altid kontroversiel, er Ron et talent du bør opleve.

Christian Fuhlendorffs indstilling til stand-up er, at der ikke findes nogen lette pointer - en indstilling der gør, at materialet altid er gjort af intelligente betragtninger, finurlige observationer, legende improvisationer, en kringlet tankegang og frem for alt hudløs ærlig – altid leveret i en charmerende og tilbagelænet atmosfære og med en forrygende mimik.

STANDUP: Jonatan Spang, Michael Schøt & Jacob Wilson


Tirsdag d. 22. maj, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Jonathan Spang er netop blevet udnævnt til direktør for Nørrebro Teater, og kan derfor ikke tage med Telia-turen rundt.

VI ER DERFOR NØDSAGET TIL AT AFLYSE FORESTILLINGEN

Vi er så tidligt ude, at FBI endnu ikke har offentligjort indholdet af stand-up showene i 2007. Vi kender kun kunstnerne! Så hvis du vil vide mere, så følg med på vores hjemmeside, der vil blive opdateret så snart at oplysningerne frigives.

Jonatan er speciel i stand-up sammenhæng, da han er Danmarks eneste skuespilleruddannede stand-upper. Han tog sin afgang fra skuespillerskolen ved Århus Teater i 2003 og modtog i 2005 Reumerts talentpris. Når Jonatan står på stand-up scenen trækker han i vid udstrækning på sine evner som skuespiller. Hans udstråling og talent er så overbevisende, at man efter få minutter i hans fantastiske verden fuldstændig overgiver sig til manden, der kan tale om grillfester, drenges virkelige holdning til dans og backpackere på en måde, der får lattertårer til at trille ned af kinderne.


Du kan trygt stole på, at hvis der finder ufatteligt latterlige og uretfærdige ting sted i verden, så er Michael Schøt komikeren, der opdager dem og fortæller dig om dem – og det er sjovt! Latteren er den eneste udvej, når Michael Schøt, på sin egen charmerende facon, drejer aktuelle begivenheder op og ned – og med lige dele kritisk observans og barnlig interesse hiver verden ud af proportioner og ned i øjenhøjde. Michael har i den grad øje for det latterlige, også når det kommer til egentligt dybt alvorlige emner. Mange af de emner Schøt berører, er normalt ikke lige til at gå til, men han formår at dreje dem, så man griner højt.


Jacob Wilson er et åbenlyst talent i dansk stand-up comedy. Hans store energi, positive udstråling og charme vinder publikum på ingen tid. Stilen er hurtige jokes krydret med imiterede stemmer og fysisk kropssprog. Jacob indtager altid scenen med stor energi og 100% engagement, hvilket skaber en åben og direkte kontakt til publikum. Disse forcer forstærkes yderligere af hans charmerende udstråling og uhyre sikre levering.


Et lille lys i mørket - en Trille Cabaret


Fredag d. 11. maj, 2007 Kl: 20:00

Karrierekvinden har taget sig et velfortjent hvil fra det hele, indlogeret sig på et kursted - og nu sidder hun dér og savner som ind i helvede: Savner manden, det chauvenistiske møgdyr; savner børnene, de små terrorister; savner karrieren, det satans liv; men allermest savner hun sig selv. Med udgangspunkt i Trilles omfattende produktion af sange, både for voksne og osse nogen gange for børn, tegner skuespilleren Mette Marckmann et billede af Tidens Stærke Kvinde - hende der ikke behøvede at kæmpe for at komme ud på arbejdsmarkedet; hende der kan klare det hele; hende der bliver flere og flere af; hende der ikke finder sig i hva-som-helst; hende der laver dobbelt så meget som mændene til den halve løn; hende der måske er ved at blive lisså forslidt en kliché, som dem der stod på ligestillingsbarrikaderne for 25 år siden. Medvirkende Mette Marckmann er et lille lys i mørket og lidt bange for at blive til en sten. Hun er vild med Frankrig og Paris - og værende tidligere Sønderjyde har hun et temmelig godt kendskab til Storebælt. Nicolai Majland er en lille bunke krummer og si’r man noget til ham svarer han gerne: Gi’ lidt mere tid. Han er vild med Danmark - og værende oprindelig fra Bøvl ved Sønder Omme, kender han hver en centimeter af Storebælt. Cabaret'en har kørt med stor succes på Cafe Liva i efteråret 2006. Nu kommer den til Aarup

Peter Viskinde


Fredag d. 27. april, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Peter Viskinde behøver ikke mange ord til præsentation. Det danske rock-publikum har siden gennembruddet i 1980 med Malurt løbende kunnet følge PV`s lange og flotte karriere, både som solist og som knivskarp guitarist i "Big Fat Snake". I oktober 2005 oplevede vi her på "Industrien" en forrygende koncert med netop PV og et særdeles begejstret publikum . Dengang fik vi mange af hans "greatest hits". Det gør vi nok også denne gang,men der vil helt sikkert også være mange bidrag fra det netop udsendte og meget roste album "Magic of the night", hvor han bl.a. får hjælp af Michael Falch og en kongelig operasanger, Gert Henning Jensen – akkompagneret af Prag’s Symfoniorkester, og det er uden tvivl Peter Viskindes største ballade nogensinde! Sangen rammer som en issyl dét sted i hjernen, der dirigerer tårekanalerne, og det efterlader lytteren med minimum en tåre i øjenkrogen.

Peter Viskindes nye band, der spiller med på ”Magic Of The Night” består af Steffen Van Norde (bas), Lasse Nyrup (keyboard), Kasper Langkjær (trommer), Marianne Lewandowski (vokal) og så selvfølgelig Peter Viskinde selv (vokal & guitar).

Så velkommen til både gammelt & ( helt ) nyt fra Danmarks bedste rock-guitarist:
Peter Viskinde!


De gyldne løver


Fredag d. 20. april, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Kender du et af følgende numre: "Hjemmebrændt", "Skænk et par drammer", "En omgang til", "Drik ud, folkens" eller "Et glas porter"? Eller hvad med: "Fru Jensens søn", "Manden som opfandt øl" eller "Jeg er ikke som de andre"?

Hvis svaret er ja, har du hørt De Gyldne Løver før, hvis svaret er nej, har du haft en hård barndom.

De Gyldne Løver er en gruppe, der spiller dansk folkemusik med et glimt af irske undertoner. Mange af deres tekster er derfor danske (og handler om ØL), mens andre numre er på engelsk (som f.eks. slageren "Galway Bay").

At De Gyldne Løver er nogle lystige karle ses bl.a. på bagsiden af albummet "En omgang til", hvor Niels Hausgård kommer med denne kommentar om gruppen: "... store, stærke mænd er ofte løbet grædende bort fra DE GYLDNE LØVERS bord. Har man en lun sommeraften i skæret fra solens sidste stråler oplevet at sidde med LØVERNE over en kølig lædskedrik og lytte til særdeles detaillerede beretninger om mange års rejser i ind og udland, da får man den underlige følelse af, at vanviddet lurer lige om hjørnet..."


De gyldne løver har eksisteret siden 1967, og vi er derfor utroligt stolte af at kunne byde løverne velkommen i deres 40-års jubilæumsår.


HUSH


Lørdag d. 14. april, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Med et nyt album på gaden i starten af 2007 er HUSH så aktuelle som nogensinde.

Debut`en "A lifetime" fra 2004 blev en solid succes, især singlerne "If you go breaking my heart" og "If I was" ( ugens uundgåelige på P3 ) blev flittigt spillet på landets radiostationer. Stilen er stadig "country-rock" og det er stadig Dorthe Gerlach`s suveræne stemme, der er i front. HUSH har bl.a. spillet i USA, Canada og England, men nu er det altså "Industrien" i Aarup, der står for tur, og her skulle der være mulighed for både et genhør med de gamle hits fra "A lifetime" og de nye dugfriske perler fra 2007 udgivelsen.

Forhåndsanmeldelserne er storslåede, sådan lød det f.ex. efter den sidste koncert i Odense:

10-11-06 21:53 Koncert i Odense d. 8.11.06 Tine

Kære Hush!
Kan bare ikke blive træt af at høre jeres musik. Hørte jer i Assens d. 18.11. sidste år, har siden totalt slidt jeres CD op og blev så glad til jeres koncert i Odense i onsdags - over at I spillede alle de "gamle" numre på nær et - og ikke mindst fordi jeres nye sange lyder lige så fantastiske, at det er umuligt at vente til efter jul.
Det var dejligt forfriskende at få ny lyd på nogle af de gamle sange. Fantastisk guitarspil!! Og Dorte, du synger, så selv englene må græde og få gåsehud - jeg gør ihvertfald. Tak for det.
Tine


Anne Dorte Michelsen


Lørdag d. 31. marts, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Foråret 2007 udsender Anne Dorte Michelsen for første gang i 7 år et solo album med 12 af hendes egne, nyskrevne sange. Albummet viser en sangskriver i storform, der som altid tager udgangspunkt i hverdagen, virkeligheden og livet, som det udspiller sig lige nu og her om ørerne på os. Der er ingen vej udenom, og Anne Dorte Michelsen synes heller ikke at være interesseret i at finde den.

Sange er en del af det levede liv, og skal skrives, synges og bruges i øjeblikket, mens vi stadig er her; Og man bliver både rørt, munter og eftertænksom, når man lægger øre til Anne Dortes version af verden anno 2007.

I anledning af det nye album gendanner Anne Dorte Michelsen sit orkester ”Kernefamilien” og i foråret tager de på turne landet rundt.
Det nye album vil blive præsenteret sammen med de største hits fra Anne Dorte Michelsens store sangkatalog, fra tiden helt tilbage til poporkesteret ”Tøsedrengene” og frem til i dag.

I snart 25 år har Anne Dorte Michelsens sange været en del af lydsporet til danskernes hverdag.
Hvad enten hun har sagt ”Sig du Kan Li’ Mig” ironiseret over sin ”Lykkelige familie” har sunget om ”Fortrolighed” eller har drømt om en vaskeægte ”Handymand”, så har hun igen og igen ramt sit publikum lige i hjertet.
Hendes særlige evne til at kombinere det sarte og sårbare, lavmælte og inderlige med en rytmisk træfsikkerhed og en overrumplende ironi og munterhed, har gjort hende til en af Danmarks mest respekterede sangskrivere.

I tiden siden sit sidste soloudspil med eget materiale har Anne Dorte Michelsens søgt tilbage til sine rødder. Hun har givet et væld af kirkekoncerter sideløbende med at hun har arbejdet med de danske ninjafeminister i vokalgruppen ”Venter på Far”.

Nu er det nye solo album langt om længe klar, og Anne Dorte Michelsen og ”Kernefamilien” er parate til at møde et forventningsfuldt publikum.
Et publikum, der kan se frem til at opleve en sangerinde, der de seneste år er modnet og vokset som liveartist.


STANDUP: Thomas Wivel & Povl Carstensen


Tirsdag d. 27. marts, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Vi er så tidligt ude, at FBI endnu ikke har offentligjort indholdet af stand-up showene i 2007. Vi kender kun kunstnerne! Så hvis du vil vide mere, så følg med på vores hjemmeside, der vil blive opdateret så snart at oplysningerne frigives.

Thomas Wivel har optrådt i spidsen af dansk stand-up i over 10 år og er en evig inspiration for alle, der holder af stand-up. Thomas kan noget med timing og levering, som ingen kan gøre ham efter. Det ser så legende let ud, når Thomas går på scenen, men underkend aldrig det enorme engagement, som driver Thomas til altid at være med helt fremme i alle afkroge af stand-uppens udvikling.

Kendetegn: Thomas har en energi og en utæmmelig sceneoptræden, der ikke minder om noget andet herhjemme. Uanset hvilken dag man fanger Thomas på en scene, udviser han stort engagement og en energi, som var det hans første show. Han er tændt, hurtig og ualmindelig skarp. Det er derfor altid en sand fornøjelse at se Thomas i aktion.

Povl Carstensen – en af stand-up branchens grand old men, og indehaver af den så absolut mest krøllede hjerne i branchen. Med sine skæve og reflekterende vinkler på tilværelsen formår han til stadighed at hensætte publikum i måbende ekstase.

Povl Carstensen har påstået, at han: ”bor på en ensrettet, lukket vej, så jeg kommer ikke så meget ud", men det er nu en sandhed med store modifikationer. For siden hans stand-up debut i 1991 har der været så rigeligt bud efter den underfundige og sært tænkende mand.


Bjørn Eidsvåg


Fredag d. 23. marts, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Vi er stolte over at kunne præsentere et af norsk musiks allerstørste navne.

Bjørn Eidsvåg er præst og har arbejdet som sådan i mange år, bl.a. på Buskerud Sentralsykehus´ psykiatriske afdeling, hvor han har hentet en stor del af sin livserfaring. Det er naturligt, at indtrykkene fra præstegerningen har sat deres spor på musikken, og det er da også tydeligt, at Eidsvågs musik er meget holdningsbaseret og livssynforankret.

Eidsvåg udsendte sin første LP i 1976 og har siden indspillet omkring 20 plader, som alle er udsendt på cd og er tilgængelige i dag. Sit folkelige gennembrud fik Eidsvåg i 1993 med cd´en Allemannsland, som i 1995 blev fulgt op med endnu en publikumssucces: Landet lenger bak. Siden disse to plader har Bjørn Eidsvåg været en af Norges bedst sælgende pladekunstnere, og hans cd Tålt fra 2002 er solgt i næsten en kvart million eksemplarer.

Tålt blev også en salgssucces i Danmark, hvor Bjørn Eidsvåg har et pænt stort publikum, og hvor han har givet en række koncerter de sidste par år – de seneste i december 2006.

Eidsvågs musik er en fornøjelse at lytte til, ikke mindst på de cd´er, hvor de mere stille numres stærke visepræg er blevet spædet op med flere rockinspirationer – uden at visetraditionen er sat over styr. Eidsvåg er som regel god, og når han er bedst, er han uovertruffen – som man f.eks. kan høre det i duetten med Lisa Nilsson, ”Mysteriet deg”, der i 2002 indbragte ham prisen for Årets Låt. De takter har Eidsvåg fortsat på bedste vis på de to efterfølgende mesterværker, Vakker Dag fra 2005 og det helt aktuelle Nåde, der udkom i oktober 06

Koncerten bliver til i et samarbejde mellem Aarup Menighedsråd, Rørup Menighedsråd, Kerte Menighedsråd og Kulturelt Samråd.


Allan Olsen - Solo


Torsdag d. 15. marts, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Allan Olsen tilhører ubetinget den lille eksklusive gruppe artister herhjemme, der inspirerer og viser vejen for en ny generation af dansksyngende kunstnere.

Ikke mindst i sine soloshows ekselerer Olsen ubesværet moderne begreber som timing, showmanship, crowdcontrol, med en indfølt lethed og dybde, der kan få de fleste af tidens stand up’ere til at holde mund, og sætte sig...
Alligevel udgør selve hans sceneoptræden kun rammen omkring det essentielle, nemlig hans sangskrivning, og det dertilhørende helt egne sprog og Allan Olsen’ske tekstunivers.
Ingen repræsenterer dansk singer-song writing mere præcist, enkelt og fornemt,
end han.

Allan Olsen udgav i efteråret, 2004 sin i alt tiende CD, med den mundrette titel, GÆST. Pladen, der strøg direkte ind på hitlistens 1. plads, fik en formidabel modtagelse, af såvel medierne, som af publikum, og indkasserede bl.a. dets ophavsmand P4 prisen, 2005,
hele 4 nomineringer ved årets Danish Music Awards, og prisen som
Årets Folk sangskriver.
GÆST er et ægte Allan Olsen album, med diverse kærlige klap, dybfølte betragtninger, samt hug til dem og dét, der ku’ trænge...

Allan Olsen har siden udgivelsen af GÆST turneret intensivt, først med sit orkester, og siden sidste forår, solo, og det er netop som solist Allan Olsen fortsætter sin Danmarksodyssé, dette forår. – Og for Olsen er solo – solo. - Aldeles alene i manegen, med overblik, vid og bid, og så en hel masse guitarer.
Udover at indeholde hovedparten af materialet fra GÆST, vil koncerten naturligvis omfatte diverse tilbageblik i Allan Olsens righoldige bagkatalog.


SP Just Frost


Torsdag d. 1. marts, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Danmarks bedste trio.

Med udgangspunkt i New Orleans musikkens herligheder, har sp just frost tryllebundet publikum på landets spillesteder siden ´98. Ja, også uden for Danmarks grænser har Trioen slået sine folder. USA, Sverige, Norge, SydKorea, Tyskland og Schweiz er blevet besøgt.

Med Piano/vokal, bas og tromme, har sp just frost skabt sig en niche i dansk musik. Blues, jazz, cuba, funk og rock´n´roll, er de elementer som skaber Trioens lyd. Spillet med hjertet og med kærlighed. Og skudt af ud over scenekanten uden dikkedarer.

Egne numre på engelsk og dansk, blandet med tidsløse klassikere. Festfyrværkerier af musikalske raketter, blandes med intime stemninger og blå toner. Ild i håret og kinddans på den fede måde, mens bandet synger "Peace In The Valley".

Esben Just er vokalisten og pianisten, der sikrer den gode stemning med sine kommentarer om fred og kærlighed.

Søren ’Blackfoot’ Frost, styrer slagets gang bag trommerne, med overskud og glimt i øjet.

SP hersker på bassen, og lægger en sikker andenstemme på de følsomme sange.


STANDUP: Sebastian Dorset, Tobias Dybvad & Linda P


Tirsdag d. 13. februar, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Vi er så tidligt ude, at FBI endnu ikke har offentligjort indholdet af stand-up showene i 2007. Vi kender kun kunstnerne! Så hvis du vil vide mere, så følg med på vores hjemmeside, der vil blive opdateret så snart at oplysningerne frigives.

Sebastian Dorset er dansk stand-ups bebrillede, kloge, rare og gennemsyrede morsomme mand. Hans facon og stil kan virke afvæbnende, ja, nærmest hyggelig, men han er i allerhøjeste grad også i stand til at gå i flæsket på emner som Nørrebro, Seven-Eleven og kønsroller på ubarmhjertig og morsom facon.

Tobias Dybvad leverer et stærkt og alsidigt stand-up show, med stor træfsikkerhed. Han debuterede som komiker i 2002, hvor han blev nr. 2 ved DM. Siden har han haft stor succes med sin skarpe og velovervejede komik, som gerne rammer både under og over bæltestedet.

Linda P. er den pige mange store komikere sætter deres lid til, når de skal komme med et bud på Danmarks bedste kvindelige komiker. Hun er ikke typen der ser det store behov for at svine mænd til, men derimod snakker om de ting hun mener er sjovt. Linda P. debuterede ved DM i stand-up 2004, hvor hun uden erfaring fik en direkte 2. plads. Med sin tilbagelænede sydhavnske attitude, observersioner fra dagligdagen, snak fra sin malertid til pocahontas på hårde stoffer, skaber hun kærlighed i rummet fra det øjeblik hun træder op på scenen, hvor hun elsker at være.


Ann-Mette Elten - Solo


Lørdag d. 10. februar, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

”Jeg har nogle sange, som jeg kunne tænke mig, du skal synge...”

Da telefonen for noget tid siden ringede hjemme hos Ann-Mette Elten, havde hun ikke regnet med, at personen i den anden ende var Anne Linnet, og hun havde slet ikke regnet med, at det var disse ord, der blev sagt.

Hvad Anne Linnet ikke vidste var, at Ann-Mette igennem længere tid netop havde gået og drømt om at synge Anne Linnet sange!

Ann-Mette: ”Jeg blev bare så glad, da Anne ringede, men det var ingenting i forhold til hvor glad, jeg blev, da jeg hørte sangene. Sange med en enkelhed og selvfølgelighed – som jeg, med det samme, kunne høre mig selv synge”.

Radio-hittet Den allerførste gang er en af tre sange på albummet skrevet af Anne Linnet.

Ann-Mette fik lyst til også at spørge andre danske sangskrivere, og før hun fik set sig om, stod hun pludselig med sange til et helt album.

Der er to sange af Nanna Lüders. Den ene, ”Kom forbi” er en stemningsfuld forårssang med smuk ”folk”-violin spillet af Harald Haugaard. Den anden, ”Vær dog søde ved hinanden” er en uptempo popsang med en meget direkte ”vasketøjskurv-niveau” tekst.

Anne Dorte Michelsen’s ”Afstand” er en sang om... ja, afstand. Og man skal ikke bruge lang tid for at gætte sig til, at det er en sang skrevet af Anne Dorte – stemningsfuld og eftertænksom.

Man gætter også hurtigt, at det er Elisabeth, der har skrevet ”Løbet tør for tårer”. En sang der har meget af Elisabeth’s stil over sig. ”Ja, et eller andet sted i den synes jeg oven i købet, man kan høre noget af Elisabeth’s gamle band ”Voxpop”,” siger Ann-Mette.

””Bifrost” har altid været en af mine gamle danske favoritgrupper og da Tom Lundén (forsanger i Bifrost) sagde ja til også at skrive et bidrag til mit album, blev jeg selvfølgelig begejstret” siger Ann-Mette. Sangen ”Som en tyv om natten” handler om, hvordan kærligheden kommer snigende og på den hører man Ann-Mette synge på en måde, hun ikke har prøvet før.

ann-mette elten solo er et meget varieret album, hvor det ofte er meget tydeligt, hvilke sangskrivere, der har skrevet de enkelte sange.

SOLO udkom tre dage efter at vi sidst havde På Slaget 12 på Industrien.



STANDUP: Mads Brynnum og DM i standup


Tirsdag d. 30. januar, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Hvert andet år afholdes der danmarksmesterskaber i stand-up. Dette mesterskab er genrens fødekæde, der er med til at sikre, at der hele tiden tilføres frist blod og friske pust til den danske stand-up scene. Top-3 fra det sidste mesterskab er nu på en turne rundt på landets klubscener, og på tirsdag, d. 30. januar, er det Industriens tur til at få smidt de unge, friske og frække stand-up komikere lige i ansigtet. Råt og ucensureret - med latterkramper og røde ører i kølvandet. Til at følge det nye kuld rundt i landet har vi den afgående mester, Mads Brynnum, der allerede har videregivet sit bedste råd til den nye mester: "Udnyt titlen skamløst!".

Mesteren: Elias Ehlers

Elias er 21 år og født og opvokset i Holstebro, hvor han for første gang stillede op til DM i år - og vandt. Han tog førstepladsen på et gennemarbejdet materiale med mange små, hurtige jokes. Elias startede sin stand-up karriere d. 16. februar 2005 kl. 23.15 på Comedy Zoo i København. Han har altid vidst, at han ville følge et kunstnerisk spor, og til stor glæde for de kommende års stand-up publikum opdagede han, at stand-up var den "reneste" kunstneriske form. "Hvad er sjovt?"
Det er sjovt, hvis man laver noget, der er så irrationelt, at man kan tillade sig at sige alt. Og så er det sjovt at sætte ting sammen, som ikke har været sat sammen før. Og så synes jeg, at Torben Chris er sjov.

Nr 2: Thomas Warberg

Thomas er 21 år. Han er født og opvokset i Toftlund 20 km fra Vojens. Andenpladsen tilfaldt Thomas på et særdeles stramt show. Thomas startede sin karriere i januar 2005, mens han gik på teaterskole. Her havde han opdaget, at han bedst kunne lide selv at bestemme. Han oplevede, at på en stand-up scene kunne man det, som han savnede ved det traditionelle skuespilleri (traditionelt skuespil), nemlig interaktionen med publikum. "Hvad er sjovt?"
Torben Chris er sjov og prutter og atombomber. Det er det, der er "rigtigt", der er sjovt.

Nr 3: Torben Chris

Det var tredje gang, at Torben stillede op til DM - denne gang med en tredjeplads som resultat. Hans store force til DM var et sammenhængende sæt med en rød tråd igennem det hele. Den 29-årige Torben er født og opvokset i Give. Han er uddannet lærer, men er for nylig flyttet til København for at koncentrere sig om stand-uppen, så nu arbejder han som pædagog. Han startede som stand-up komiker i august 2003, fordi han syntes, at der var så mange sjove ting, som ingen sagde noget sjovt om. "Hvad er sjovt?"
Jeg er sjov! Det primitive er sjovt!

Abba Revival Band


Fredag d. 26. januar, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Abba Revival Band er et af Danmarks ældste og mest roste kopi-orkestre.

Siden starten, i Århus, for mange år siden, har de udviklet sig til en professionel og langtidsholdbar succes med svenske Abba som forbillede.

Behovet for at dyrke Abba og deres musik forsvandt langt fra med gruppens opløsning i 1982. Abba Revival Bands stilsikre kopi har overbevist mange fans og ført bandet ud på en succesfuld pop-odyssé med Abbas fantastiske popsange og flotte 70´er-image i bagagen

Under navnet, ”The Original Abba Revival Band From Scandinavia”, har de i mange år nydt stor succes i hele landet samt bl.a. i Grønland og Tyskland, hvor de har optrådt ved en lang række arrangementer samt medvirket i adskillige tv- og radioshows.

Abba Revival Bands besætning består i dag af syv showmusikere fra henholdsvis Århus, København og Stockholm. Bandet optræder i den klassiske Abba-opstilling med de to par i front og et backingorkester. Det samlede indtryk af lyd, kostumer og show ligger tæt op af originalen og mange festivaler, firmafester og spillesteder har måttet bøje sig for den uimodståelige opfordring til fest, dans og fællessang.Skanderborg Festival ´04


Lillian Boutté


Fredag d. 12. januar, 2007 Kl: 20:00

Hjemmeside.

Det begyndte I New Orleans Lillian Boutté er nemlig født i New Orleans, Louisiana. Og det borger som bekendt for kvalitet, og hun er da også i dag med rette et internationalt navn i jazz- og gospelkredse. Siden 1996 har hun glædet Danmark med en årlig vinterturne og det med bandet ”Lillian Boutté & Burich- l´Etienne New Orleans Ensemble. Et internationalt sammensat band, som spiller jazz, gospel og blues med ”New Orleans sound” Sammen med ægtefællen Thomas L'Etienne har hun været fast tilknyttet den amerikanske og europæiske musikscene siden starten af 80´erne. Med de to som gennemgående figurer har musikere fra USA og talrige europæiske lande deltaget i turnéer under Lillian Bouttés navn. Lillian Boutté har indspillet plader og arbejdet sammen med utallige af jazzmusikkens største notabiliteter, og i november 1986 opnåede Lillian Boutté den store ære officielt at blive udnævnt til sin hjembys musikalske ambassadør - New Orleans Music Ambassador - en titel ingen anden er skænket siden Louis Armstrong! Da Lillian Boutté første gang trykkede den af på Industrien – selvfølgelig for en udsolgt koncert– blev det lige så hedt i salen som på en stegende varm sommerdag. Sådan bliver det også i januar. Om der så skulle være 25 graders kulde udenfor. Bandet: Lillian Boutté: vokal Thomas L´Etienne: klarinet, alt- og tenorsax Finn Burich: trombone Phil Parnell: piano Torben Bøtker Bjørnskov: bas Esben Laub von Lillienskjold, trommer